Brænderiet


Aqua Vitae Sydfyn - det lille brænderi - Lyd og foto: Lars Skaaning

Aqua Vitae Sydfyn destillerer på professionelt udstyr leveret af firmaet Müller Brennereianlagen Gmbh hjemmehørende i Oberkirch-Tiergarten midt i det særdeles brænderiaktive Schwarzwald i Sydtyskland. Vores destillationsapparat er håndsmedet af kobber og rustfrit stål helt fra bunden for at tilgodese Aqua Vitae Sydfyns krav til det færdige produkt. Destillationsapparat er forsynet med den Müller-patenterede kolonne aRoMat, der er førende på markedet, når det gælder opnåelsen af den optimale aroma og smag i den færdigbrændte frugtakvavit.

Frugtvinen gærer ved lav temperatur i 4-10 uger, hvorefter den destilleres til en frugtakvavit på ca. 75-80%. Det færdige produkt lagres i passende tid, hvorefter det forskæres - fortyndes - til en drikkestyrke på 42% alkohol.

En brænding resulterer i tre forskellige slags alkohol. Først kommer forløbsspritten - "Hovedet" - der indeholder så mange duft- og smagsforstyrrende elementer, at den kasseres. Mellemløbet - "Hjertet"! - er den fine og aromatiske frugtakvavit, der i koncentreret form rummer smag og duft af ca. 200 kg. sydfynsk frugt. Efterløbsspritten - "Halen" - har en kedelig smag og duft, men den kan destilleres endnu engang med et kvalitetsprodukt til følge. Frugtsmag og aroma er ikke længere dominerende, men dog til stede, så denne alkohol bruger vi til vores kryddersnapse baseret på bl.a. kvan og malurt. De tre typer alkohol kommer i en lang og glidende proces, så det er kun næse og smagsløg, der afgør hvornår det ene holder op og det næste begynder. Altså rent og skært håndværk!
Aqua Vitae Sydfyn - Skårupørevej 22 - DK-5881 Skårup - kkm@no22.dk