|
Råvarerne
Aqua Vitae Sydfyn anvender som hovedregel kun sydfynsk frugt. En undtagelse kan være muligheden for eksempelvis at skaffe et parti æbler af gamle fynske sorter som Broholm eller Arreskov andetsteds fra. Vores beskedne kapacitet på ca. 220 liter mask pr. brænding gør det dog muligt - i det omfang tid og travlhed tillader det - at brænde mindre partier for særligt interesserede kunder, der gerne må være - men ikke nødvendigvis er - hjemmehørende på Fyn.
Konceptet er håndværk fra vi modtager frugten - og skærer evt. dårlige partier af med lommekniven - til den er gæret til vin, brændt, lagret, flasket og drikkeklar. Alle flasker er nummeret og signeret med garanti for oprindelse. En sporbarhed, der fra frugtsæsonen 2007 går helt ned til den enkelte avler, er en del af garantien for et helt igennem kvalitetsprodukt.
|